Valgforsamling
Tirsdag 17. september 2024 kl. 19.00
Der er valg til menighedsrådet i år og det glæder vi os til i Thomas Kingo Kirke.
Det ville være skønt med nye stemmer, nye meninger, nye ideer og gerne unge kræfter i rådet, så overvej om DU kunne tænke dig at være med. Der er ikke mange bestyrelser eller mødesteder, hvor man får indsigt i og indflydelse på kirkeligt arbejde, kultur- og traditionsformidling, økonomistyring, ledelse og forvaltning af bygninger.
Menighedsrådet består af 11 folkevalgte medlemmer samt vores 2 præster, der er såkaldt fødte medlemmer af rådet. Dertil kommer en repræsentant for medarbejderne, der har møde- og taleret, men ingen stemmeret.
Valget af menighedsrådsmedlemmer og suppleanter foregår på valgforsamlingen tirsdag 17. september kl. 19.00 i kirkens lokaler. Alle medlemmer af Folkekirken, der bor i Thomas Kingos Sogn eller har løst sognebånd til en af kirkens præster, kan stille op til menighedsrådet og deltage i afstemningen om hvem der skal vælges.
Et menighedsråd har ret vidtgående indflydelse på kirke og sognekultur. Det er desuden både hyggeligt og meget givende at sidde i rådet, for her virker mennesker med mange og meget forskellige talenter og kompetencer i et hus med højt til loftet.
Fakta:
- Valgforsamling tirsdag 17. september kl. 19.00
- Husk egen gyldig legitimation
- Man kan stille op på valgaftenen
- Sognebånd skal være løst senest mandag 2. september kl. 12.00
Vi har spurgt Elise Dyrbye Hansen, hvad det har betydet for hende at sidde i menighedsrådet.
”Jeg har siddet i menighedsrådet i 4 år og har primært været forperson for præsteboligerne på Hannerupgårdsvej, hvor vi nu renoverer bevaringsværdige vinduer, og på Platanvej, hvor det er et køkken der skal udskiftes.
Jeg sidder også i kirke- og sognehusudvalget, hvor det er en ny tilbygning, som er aktuel, og desuden i menighedsplejen sammen med Else Reffstrup.
Jeg er frivillig omkring børnegudstjenesterne, som jeg synes er så livsbekræftende – de mange glade børn og deres familier.
En gevinst
Og hvad har det så betydet for mig og min familie, at jeg har siddet i menighedsrådet? En gevinst!
Vi går regelmæssigt i kirke og følger kirkeåret. Dagens tekst bliver oftest læst højt lørdag, så vi er forberedte. Jeg og min mand har fået helt nye venner og bekendte i en hel anden verden end den, vi har færdedes i de sidste 50 år, hvilket er meget givende.
Willy, min mand, går i Kristians studiekreds, hvor man bl.a. har studeret Paulus, hvilket har bevirket at vi i foråret skal på en rejse i Paulus fodspor i Grækenland med Poul Joachim Stender.
Jeg kan varmt anbefale at stille op til menighedsrådet!”